Værestedet i Ulfborg holder til i et almindeligt énfamiliehus. Rammerne og aktiviteterne minder meget om livet og gøremålene i en familie. Generationer mødes og accepterer hinanden. Kernen i huset er køkkenet. I tre små stuer er der café, tv-, læse- og spillestue. Af andre aktiviteter tilbyder vi blandt andet vask, bad, klipning, sy- og strikkeklub, træværksted samt arbejde i have og drivhus.